Fynsk erhvervsliv bakker efterhånden massivt op om AlsFynBroen. Det er den seneste udvidelse af komitéen med ti fynske erhvervsprofiler et stærkt eksempel på.

Fyn skal fastholde sin centrale placering i Danmark. Det er derfor vigtigt for erhvervslivet, at der bliver skabt en ny sydvestlig akse, der binder Fyn sammen med Sønderjylland og de europæiske markeder. Det vil AlsFynBroen skabe, og nu bakker endnu 10 fynske virksomheder fra Faaborg-Midtfyn, Assens og Odense op om projektet.

Jørgen Flemming Ladefoged, CEO i Effimat Storage Technology A/S i Odense, ser frem til at være en del af et projekt, som gavner hans egen virksomhed og Fyn som helhed:

”Robotklyngen i Odense, som Effimat er en del af, ser en enorm vækst i disse år. Hvis vi skal fastholde den positive udvikling, er det vigtigt for os med nem adgang til større industrivirksomheder, ikke mindst på Als. På den måde kan vi afprøve vores produkter og sikre erfaringsudveksling med virksomheder, der er et andet sted i deres business-cyklus. Det er derfor helt logisk for os, at vi skal have bygget en fast forbindelse mellem Fyn og Als. Og den bringer os jo ikke kun tættere på Sønderjylland, men også på vores vigtige kunder i Europa. Så arbejdet med AlsFynBroen kan kun gå for langsomt – jeg bakker helhjertet op om projektet.”

For Ralf Astrup, CEO for Cabinplant A/S, er den daglige logistik helt afgørende. For ham er det alfa og omega, at Fyn fastholder sin centrale placering i Danmark:

”Fyn er jo begunstiget af at være centrum i Danmark med nem adgang mod øst og vest. Her vil en AlsFynBro sætte trumf på og skabe et helt nyt ben mod sydvest og nem adgang til de europæiske markeder. Et større arbejdsmarked er også i Cabinplants interesse. Så for mig er det helt oplagt at arbejde videre med projektet.”

Borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hans Stavnsager, er medlem af AlsFynBroens styregruppe og komité og samtidig en af initiativtagerne til projektet. Han glæder sig over de mange nye medlemmer af komitéen:

”Jeg er glad for hver enkelt ny virksomhed, der har valgt at bakke op om projektet. Men det allervigtigste for mig er faktisk den enorme bredde, som AlsFynBroens komité efterhånden afspejler. Med 16 af Fyns førende virksomheder som aktive ambassadører for en kommende fast forbindelse er det tydeligt, hvad vej vinden blæser. Nu håber jeg bare på, at infrastrukturforhandlingerne på Christiansborg kommer i gang, og vi kan få sat kryds ved nogle af landsdelens prioriteter. Så er jeg fortrøstningsfuld om, at de fynske kommuner også samlet kan gå ind i kampen til fordel for projektet og dermed for Fyns fremtid som centrum i Danmark.”

De nytiltrådte medlemmer af komitéen:
CEO Ralf Astrup, Cabinplant A/S
Adm. direktør Jens Flesner, NASSAU Door A/S
CEO Mogens Garder, AABO-IDEAL A/S
Adm. direktør Rasmus Damsted Hansen, A/S Bryggeriet Vestfyen
Filialdirektør Lene Kragh, Sparekassen Sjælland-Fyn
Adm. direktør Steffen Kremmer, SKAKO Concrete A/S
CEO Sven Kristensen, FTZ A/S
CEO Jørgen Flemming Ladefoged, Effimat Storage Technology A/S
Bestyrelsesformand Mogens K. Nielsen, KEN Hygiene Systems A/S
Adm. direktør Evita Rosdahl, JEROS A/S

Se styregruppe og komité her!

Om AlsFynBroen

AlsFynBroen er et samarbejdsprojekt mellem Sønderborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune, som startede i 2017.

Formålet med samarbejdet er at indsamle og formidle viden om effekterne af en fast forbindelse mellem Als og Fyn med motorvej fra Sønderborg til et sted på Midtfyn. Det sker ved at lave analyser, rapporter og undersøgelser om blandt andet økonomiske effekter, arbejdsmarkedseffekter, trafik, finansieringsformer etc.

Organisatorisk består AlsFynBroen af en styregruppe, en komité med +40 medlemmer og et sekretariat med to medarbejdere. Komitéens rolle er at rådgive styregruppen og bidrage til projektets overordnede retning.

 

For flere kommentarer eller oplysninger, kontakt AlsFynBroens sekretariat