Om AlsFynForbindelsen
I AlsFynForbindelsen er det vores mål at bidrage til, at der bliver etableret et objektivt og sagligt grundlag for at træffe beslutning om, hvorvidt der skal bygges en fast forbindelse mellem Fyn og Als.
Vi er fuldt bevidste om, at de miljø- og klimamæssige konsekvenser af projektet endnu er uafklarede og kan vise sige problematiske.
Kun fakta kan vise, om der kan findes en balance mellem natur og vækst. Det kan du her læse mere om.
Hvorfor en fast forbindelse
Betydningen af en fast forbindelse
Ud fra den viden, vi har i dag, ser det ud til, at der er en række fordele forbundet med en fast forbindelse. Nemlig:
- Fordi samfundsøkonomien ser sund ud.
- Fordi en forbindelse vil binde to områder sammen, der i dag på mange måder er adskilte.
- Fordi forbindelsen dermed vil bidrage til et mere dynamisk arbejdsmarked, et stærkere erhvervsliv, synergieffekter inden for sundheds- og uddannelsessektoren og bedre bosætningsforhold i den sydlige del af Fyn og den sydøstlige del af Sønderjylland.
Samtidig er vi fuldt bevidste om, at de miljø- og klimamæssige konsekvenser af projektet endnu er uafklarede og kan vise sige problematiske. Derfor har vi i 2024 sat gang i en ambitiøs bæredygtighedsanalyse, der skal være med til at afklare, om der kan findes en balance mellem vækst og udvikling på den ene side og klima og naturhensyn på den anden. På den måde bidrager vi med nye fakta. Fakta, der kan være med til at vise, om en fast forbindelse samlet set er en god idé eller ej. Et er i hvert fald sikkert: vi ønsker at fakta – ikke følelser – skal styre en beslutning om en eventuel fast forbindelse.
Vi har på hjemmesiden samlet information om projektet og vores arbejde. Vi håber, det er nyttigt. Og man er altid velkommen til at kontakte os. Så hjælper vi, så godt vi kan.
Mere viden om den faste forbindelse
I juni 2021 vedtog alle partier i Folketinget en infrastrukturaftale. En del af aftalen var en forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn. Forundersøgelsen er nu gået i gang og du kan læse mere her.
Der er dog allerede samlet betydelige mængder viden om, hvad en fast forbindelse betyder. Blandt andet stod Vejdirektoratet for en rapport i 2019, ligesom vi – og Region Syddanmark – har fået udarbejdet en lang række analyser. Endelig har vi samlet en de mest relevante fakta her på hjemmesiden.